Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen
Jeg har tænkt længe over, hvordan man egentlig starter sådan et sted som det her. En blog, en rejse og et forsøg på at finde ro – kært barn har mange navne, men sandheden er, at jeg nu bare skriver, fordi jeg ikke længere kan lade være.
Mit navn er Ayo, og jeg skriver med alt det, jeg er – krop, hjerte og alle de ar, der har formet min stemme gennem livet. Ikke for at provokere, men fordi tavshed dræber.
Da jeg forlod islam og stod midt i det afsindige stormvejr der fulgte, opdagede jeg, at frihed sjældent føles tryg. Der kom trusler, kampe og tavshed – og til sidst var jeg tvunget til at træffe en livsændrende beslutning. Jeg pakkede mit liv sammen, over natten, solgte det meste og kørte væk. Først fra København, siden dybere ind i ‘troens lande’, for at se om alt dét, jeg havde oplevet i Danmark, virkelig var så universelt, som det føltes. Jeg ville forstå den verden, jeg var vokset ud af – indefra.
De næste mange år levede jeg på vejene. Først i et telt, så i en folkevogn, senere i autocampere – og til sidst i min Land Rover Defender, som jeg selv byggede om den vinter, hvor alt andet vitterligt faldt fra hinanden. Jeg valgte ikke vanlife for eventyrets skyld, men for frihedens og for at leve et liv, der var mit, og for at skrive uden at frygte, hvem der læste med eller hvem jeg mødte på gaden.
Det her sted er altså ikke et rejsemagasin men mere et sted for alt det virkelige – det rå, det uperfekte og også det smukke midt i alt det smadrede. Her deler jeg tekster, billeder og tanker fra et liv, der insisterer på at larme – også når andre helst så, at jeg fortsat holdt kæft.
Jeg ved stadig ikke, hvor jeg skal hen.
Men jeg er på vej.
