Gud, helvede og livet som homoseksuel
“Hvis vi havde vidst, du var sådan én, havde vi forsøgt at helbrede dig, redde dig fra dét.”
Ordene er ikke mine, men det menneske, jeg engang kaldte mor, sagde disse ord en dag i 1995, som jeg aldrig glemmer. Siden da talte vi ikke mere om det, og nu er det for sent.
Ikke at det ændrer noget – vi havde ikke rigtigt mere at tale om. Og jeg er stadig lige så lesbisk i dag, som jeg var dengang, jeg var 15.
Da jeg sprang ud af det skab, jeg i årevis havde gemt mig i, var det et ønske om at vise ikke blot mig selv, men også mine børn, at kærlighed er kærlighed, uanset hvem vi elsker og at det aldrig skal handle om frygt.
Når jeg får spørgsmål på de sociale medier om, hvorfor jeg skriver om dét, når nu det ellers oftest handler om rejser, så tænker jeg på dét.
På hvilken uvidenhed jeg voksede op med, på de unge mennesker, der ikke bliver mødt af forståelse og accept af forskelligheder, på alle dem, der får proppet Gud, Allah og Jehova – blot for at nævne nogle få – ned over sig, og på at vi alle kan være med til at gøre en forskel. Ved at tale åbent.
Jeg forsøgte at passe ind. I mange år. Alt for mange år. På grund af frygt. I dag er min frygt borte, men i virkeligheden er ingen af os helt ægte frie, før vi alle er det.
Og præcis derfor findes her også opslag om mere og andet end at rejse fysisk – sommetider er det nemlig kun muligt at rejse fysisk, hvis vi allerede har gjort det psykisk. 💙🤍💜💚❤️💛🧡🤎🖤
Kh Ayo
