Det koster at bryde ud

Jeg har efterhånden vænnet mig til at blive kaldt det ene og det andet fordi jeg valgte at sige nej og træde ud. At stå ved mig selv.

For når du bryder med noget der har rødder i religion eller kultur – eller sommetider begge dele – noget helligt og for nogle noget “fælles” – så sker der noget mærkeligt, for så handler det ikke længere kun om dine egne grunde, erfaringer eller grænser – pludselig bliver du gjort til selve problemets kerne.

• du er ikke modig, du er utaknemmelig.
• du er ikke ærlig, du er illoyal.
• du er ikke kritisk, du er vantro eller racistisk.

Og jeg forstår det jo godt – for det ér langt nemmere at miskreditere budbringeren end at forholde sig til det der bliver sagt. Det er mere trygt – og meget nemmere – at kalde mig en frafalden, forræder eller fremmedfjendsk end det er at høre efter, når jeg fortæller hvad jeg har oplevet.

Men, jeg kommer ikke med et generaliserende had – det er meget få jeg virkelig hader – men jeg skriver min historie, med alle mine ar og med min stemme, og det burde være muligt at fortælle den uden at blive reduceret til en karikatur eller menneske-hader.

Så nej. Jeg er ikke hadefuld.
Jeg er bare ikke længere tavs!