Jeg skriver ikke for at provokere

Min stemme blev først kvalt – i religion, kærlighed og forventninger, jeg aldrig kunne møde uden at miste mig selv –  senere blev den også min vej ud. Og nu står jeg her, støvet og stædig, efter at være rejst gennem 49 lande og mindst lige så mange indre eksiler.

Jeg er forfatter, foredragsholder og rejsende – alt udspringer af én og samme kilde: min ukuelige trang til frihed.
Ikke den glittede damebladsversion, vi alle kan like os til på de sociale medier, men den rå og virkelige frihed, der også kræver, at man tør betale prisen for at være hele sig selv – og turde stå ved det.

Jeg har båret niqab og levet i et religiøst ægteskab. Jeg har mærket, hvad det vil sige at blive gjort tavs – og jeg har mærket, hvad det koster at finde modet til at tale. Da jeg forlod islam, kom truslerne væltende og blev min nye virkelighed. Så jeg pakkede til sidst mit liv sammen, solgte det meste og kørte væk i forsøget på at finde fred. Først fra Danmark, siden dybere ind i ‘troens lande‘, for at forstå lidt af alt det, jeg var vokset ud af – indefra.

De næste mange år levede jeg på vejene. I et telt, en folkevogn, forskellige autocampere og til sidst i en Land Rover Defender, jeg selv byggede om den vinter hvor det meste ramlede sammen om ørerne på mig. Jeg levede ikke kun som nomade for at tage billeder af smukke solnedgange, men også for at overleve og finde hjem i mig selv – og for at forstå.

I dag skriver jeg om tro, traumer og transformation. Om rejser, kvindelig frihed, tab og modstand og om kærlighed mellem kvinder i en verden, der stadig alt for ofte forsøger at kurere den og om at stå alene – og alligevel blive stående.

Min bog Fordi tavshed dræber er mit vidnesbyrd og mit opgør – med islamisk patriarkat, politisk korrekthed og den form for kvindelig selvudslettelse, der alt for ofte er forklædt som fromhed. Men den er også tænkt som et håb og en hånd til dem, der stadig tier, fordi de alt for godt ved, hvad det koster at tale.

Jeg holder foredrag, fordi nogle samtaler kræver et levende rum og fordi vi må tale meget mere om tro, køn og kontrol – uden filter eller frygt – selvom der er nok at være bange for! – og den alt for pæne distance, der holder os alle fast i den tavshed, der er med til at holde alt for mange kvinder ude af samfundet.

Jeg rejser stadig. Ikke længere for at flygte, men for at forstå så jeg kan skrive nye kapitler, for at møde mennesker så jeg aldrig igen mister tilliden til verden og altid for at minde mig selv om, at frihed aldrig igen er et færdigt sted, men en daglig beslutning jeg selv tager i mit liv.

Hvor jeg skal hen, ved jeg endnu ikke.
Men jeg ved, at jeg ikke længere vil tie – og at min stemme er min overlevelse – og måske, bare måske, er det også din?