Hvis bare jeg lod være med at være mig

Det er sjovt. Eller… nej, det er egentlig mest bare tragisk, at størstedelen af de hadbeskeder jeg får ikke går på det jeg kan men mere på mit køn. Det er ikke indholdet eller argumenterne, det er ikke min skrivestil eller evne til at formidle tanker i et sprog der kan mærkes. Nej. Det går på mig.

Mit køn.
Min stemme.
Min følsomhed.
Min vrede.
Min seksualitet.
Min ret til at åbne munden – og bruge den til andet end at undskylde min eksistens.

Jeg bliver kaldt forvirret. Følelsesstyret. Hysterisk og endog psykisk syg, som om det er skældsord og som om det værste jeg kan være i verden er at være kvinde og menneske på samme tid. Som om det at mærke noget automatisk betyder at jeg ikke tænker og som om det at stille sig frem og sige “her er jeg og dét her er min historie” gør mig mindre. Mindre værd. Mindre troværdig og meget mindre menneske.

Nogle dage rammer det, ikke fordi det er sandt – selvom det sikkert er andres sandhed – men fordi det minder mig om hvor meget det stadig koster bare at være… mig.

Hvis jeg bare kunne være lidt mindre og skrue lidt ned for grinet og stryge andre lidt mere med hårene. Pakke det hele ind i pæne ord, floskler og et mere præsentabelt temperament – i virkeligheden, hvis bare jeg kunne skrive om blomster og bål og bivoks i stedet – så ville der måske være mere applaus og færre knive?

Men… det sker ikke, jeg har forsøgt, for jeg skriver for at leve og for at skabe det spejl jeg selv manglede. Og altid for at minde andre om at de ikke er alene i det mærkelige mellemrum hvor man både føler og ved for meget – og stadig nægter at tie stille.

Så ja. Hadet larmer.
Så jeg må bare larme dét højere ✌️