Den formentlig mest upopulære sandhed i debatten om islam er ikke, at religionen kan være undertrykkende, og den er heller ikke, at religiøs social kontrol eksisterer – for det ved alle, der har været tæt på miljøerne, allerede.

Den mest upopulære sandhed er denne:

At mange af dem, der offentligt forsvarer islam mest aggressivt mod kritik, privat lever liv, som islamisk normativ teologi selv ville betragte som forkastelige, syndige eller direkte uacceptable – og at hele vreden i debatten udspringer af det spænd.

Der eksisterer et dybt, tavst og konstant pres mellem det, man siger højt, og det, man faktisk lever; mellem det system, man kræver respekt for i offentligheden, og den frihed, man selv benytter sig af i det skjulte; mellem ideologien, man beskytter, og den sekulære virkelighed, man i praksis har valgt, fordi den er så meget lettere at leve i.

● man kalder kritik “islamofobi”, og budbringeren racist, mens man drikker et glas vin
● man taler om “mangfoldighed”, mens man aldrig ville acceptere, at ens egne døtre blev gift, skilt eller disciplineret efter fiqh
● man kræver respekt for religionen, men lever efter de normer, religionen betegner som haram, når døren er lukket, og ingen ser det

Det her er ikke bare hykleri i klassisk forstand, men noget langt mere skrøbeligt:

Kognitiv overlevelse.

Islamisk lov og moral bygger på idéen om sammenhæng mellem bekendelse og handling, mellem tro og praksis, mellem det indre og det ydre; nifaq – hykleri – er i klassisk islam ikke et socialt irritationsmoment, men en meget alvorlig åndelig tilstand, netop fordi den beskriver sprækken mellem det, man hævder, og det, man i praksis gør.

Koranen 61:2–3 formulerer det klart:
“Hvorfor siger I noget, som I ikke gør? Det er stærkt forhadt hos Allah, at I siger, hvad I ikke gør.”

Det er præcis dén sprække, kritikken rammer, og det er netop derfor, den gør så ondt.

For hvis man først indrømmer, at kritikken af islam rammer noget reelt i teksterne, loven og i konsekvenserne, må man også indrømme, at ens eget liv allerede er et kompromis med en ideologi, man påstår er guddommelig og fuldkommen, og; at ens frihed ikke kommer fra islam, men netop fra alt det, man har taget afstand til, uden at turde sige det højt.

Og den erkendelse er langt mere truende end nogen kritiker udefra nogensinde kan blive.

● derfor bliver kritikken ikke mødt med teologi, men med etiketter
● derfor bliver kritikeren ikke modsagt, men mistænkeliggjort
● derfor er det nemmere at kalde en kritiker racist, hadefuld eller ekstrem, end at forklare, hvorfor man ikke lever efter det, man samtidig kræver respekt for og kalder guddommeligt perfekt

Og derfor bliver reaktionerne ofte voldsommere, når kritikeren er fri, og tydeligt lever et liv, der viser, at man kan forlade systemet og stadig stå oprejst – for det afslører ikke bare systemet, men også flugtvejene ud af det!

Så jo mere følelsesladet og desperat ideologien forsvares i det offentlige rum, jo tydeligere bliver det, at det ikke er troen, der er truet, men balancen mellem det liv, man lever, og det system, man påstår er både sandt og godt.

Og derfor handler debatten næsten aldrig om kilderne selv, men i stedet om at beskytte en indre ligevægt, der kun kan opretholdes, så længe ingen peger på sprækken mellem ord og liv – for i dét øjeblik den bliver synlig, falder ikke bare argumenterne, men også hele fortællingen om, hvor friheden egentlig kommer fra.