HVIS ISLAM ER SAND,
– hvorfor så blive i vesten?

Noget af det mest uærlige i den vestlige debat om islam er, at religionen konsekvent reduceres til identitet og privat tro, mens dens egen teologi insisterer på det stik modsatte, for i klassisk islamisk tænkning er religion ikke noget, man blot har, men også noget, man lever i – altså ét sammenhængende system, hvor lov, normer, moral og offentlig orden er ment til at understøtte hinanden.

Der er også en grund til, at islamisk teologi altid har været dybt optaget af ikke bare hvad man tror, men også af hvor troen leves, og hvilket samfund man er en del af. For i islam er det ikke ligegyldigt, om Allahs lov – sharia – har suverænitet, eller om den er underordnet en menneskeskabt lov i et sekulært samfund.

Præcis derfor opererer den klassiske retslære med skellet mellem dār al-islām – områder hvor islamisk lov har overordnet autoritet – og dar al-kufr / dar al-ḥarb, hvor den ikke har. Det her er altså ikke bare moderne polemik, men grundlæggende fiqh-kategorier, behandlet hos jurister som al-Mawardī, Ibn Qudamah og al-Nawawī.

Og konsekvensen i den normative tradition er – som så meget andet – bemærkelsesværdigt konsistent:

● en muslim lever mest fuldt og normativt korrekt i et samfund, hvor islamisk lov, moral og fællesskab kan praktiseres åbent – uden at stå i permanent modsætning til den omgivende orden

Det er her hijra kommer ind – ikke som en eller anden moderne jihadistisk fortælling, men som et juridisk og teologisk princip. Hijra betyder i helt klassisk forstand at forlade et sted, hvor man ikke kan leve sin religion fuldt ud, og flytte til et sted, hvor man kan.

I al-Mughni skriver Ibn Qudamah, at hvis en muslim ikke kan praktisere sin religion uden kompromis, pres eller underordning under en ikke-islamisk lov, så er opholdet ikke et ideal, men en undtagelse – og udvandring er at foretrække. Al-Nawawī understreger tilsvarende, at permanent ophold blandt ikke-muslimer kun er tilladt ved nødvendighed (darura), og ikke som en ønskværdig norm.

Her indvender mange muslimer dog i dag, at hijra ikke er muligt, fordi der ikke findes et land, hvor sharia er fuldt ud implementeret. Men det er en moderne undvigelse – altså en lækker og bekvem undskyldning – der ikke har rod i klassisk fiqh.

For klassisk islamisk retslære har aldrig krævet en perfekt islamisk stat. Juristerne spørger ikke, om sharia er fejlfrit gennemført, men om retning og suverænitet: hvilken lov står i princippet over samfundet, og hvilken orden bevæger man sig imod. Ibn Taymiyyah fastslår, at et område kan betragtes som dar al-islam, selv med uretfærdighed og mangler, så længe islamisk lov har principiel autoritet.

Hijra handler altså ikke om at flytte til noget der allerede er færdigt, men om at flytte hen imod det, man påstår at tro på. Profetens – som er det ypperste forbillede man har som muslim – egen hijra gik ikke til et perfekt samfund, men til et splittet og konfliktfyldt Medina. Det var altså ikke perfektionen, der legitimerede flytningen – det var muligheden.

Derfor er argumentet om, at “ingen lande er gode nok”, ikke teologi, men ren og skær komfort og et forsøg på at bevare vestlige friheder, mens man I debatten fastholder, at islam er et komplet, guddommeligt og helt igennem vidunderligt system.

Koranen 4:97 formulerer det uden omsvøb, når de, der bliver i et sådant land, bliver spurgt:

●  “Var Allahs jord ikke vid nok?”

Tafsir hos al-Qurṭubī og Ibn Kathīr gør det klart, at dette ikke er en historisk anekdote, men en irettesættelse.

Det er altså ikke kritikere, der opfinder spændingen mellem islam og de sekulære samfund – den er simpelthen indbygget i islams egne kilder.

Og her bliver spørgsmålet ubehageligt, men også meget nødvendigt:

● hvis islam er et fuldt ud guddommeligt system for liv, lov og moral – hvorfor skulle det så være en tragedie, at muslimer lever i de muslimske lande?
● hvorfor skulle det være “ekstremt” at sige, at mennesker, der ønsker islamisk orden, også bør være med til at opbygge de samfund, hvor den orden faktisk kan realiseres?

Efter krige, kollaps og årtiers ødelæggelse mangler mange muslimske lande ikke troende, men de mangler ansvar, hænder, faglighed, stabilitet og genopbygning. Hvis ummaen (det globale muslimske fællesskab) er mere end bare et bekvemt slogan i Danmark, og vesten generelt, og hvis solidaritet er mere end lidt letkøbt identitet, så er det netop dér, forpligtelsen burde ligge.

Muslimer i Vesten har haft al mulighed for uddannelse, sikkerhed og frihed i Danmark – hvorfor ikke bruge de ressourcer til at opbygge de samfund, muslimer igen og igen fremhæver som det ideelle alternativ?

Det er ikke et angreb at sige dette, det er faktisk bare at tage islam alvorligt – på islams egne præmisser – og det er heller ikke et krav om tvang, men en fuldstændig logisk teologisk konsekvens:

Man kan ikke både kræve islamisk normativitet og insistere på permanent ophold i et samfund, der er bygget på det modsatte.

For enten er islam et privat identitetsmærke, der kan tilpasses alt –
eller også er det et system, der kræver et samfund bygget på sharia.

Man kan kun få begge dele, hvis man accepterer nifaq – hykleri – som i islam betegner den alvorlige sprække mellem bekendelse og praksis, det man siger, og det man gør, og som netop derfor er noget af det, islam selv advarer skarpest imod.

Så hvis man virkelig tror på islam som løsning, er det ikke Vesten, der skal omformes.

Det er de muslimske samfund, der allerede eksisterer, der skal genopbygges – og gøres til den umma, muslimer så hårdnakkede påstår at længes efter.