Flere har spurgt mig, hvorfor jeg ikke deler noget om konflikten mellem Israel og Palæstina. Sandheden er, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal gøre det. For uanset hvad jeg skriver, føles det som om jeg – direkte eller indirekte – kommer til at placere mig et sted, hvor jeg ikke ønsker at være.

Mit hjerte er altid hos mennesker. Altid. Ingen civil, intet barn, ingen familie bør nogensinde opleve den lidelse, vi ser lige nu. Samtidig er jeg dybt bekymret for, hvordan vores samtaler om det her føres – og hvad vi i virkeligheden risikerer at bakke op om, uden at vi måske ser konsekvenserne.

Når jeg læser med i vores største medier, undrer jeg mig, for hvor er de nuancer, der gør det muligt at forstå mere end ét perspektiv? Hvor er jagten på sandhed – og ikke kun de mest højtråbendes version af den?

Jeg ved ikke, hvordan man kan være vidne til civile, der lider, uden at mærke en vrede og en sorg. Men jeg ved også, at der findes kræfter som kynisk bruger den lidelse til at styrke deres egne mål, uden omsorg for de mennesker, de påstår at kæmpe for.

Og det skræmmer mig. For jeg ser, hvordan vores demokratier bliver presset, hvordan splittelsen vokser og hvordan tilliden til vores medier og institutioner smuldrer.

Jeg har ikke svarene. Men jeg ved, at vi har brug for mere end slogans, mere end blind støtte og mere end vrede der råber højere end omtanken. Vi har brug for at se menneskene – både de, der lider, og de, der sommetider manipulerer deres lidelse – og turde stille spørgsmål, også når det er ubehageligt.

Det her handler ikke om at vælge side i et simpelt spil men om at insistere på menneskelighed og på at beskytte de værdier, vi selv lever af: frihed, sandhed og ansvar.

Og lige nu ser jeg en verden, der er mere kompleks end nogen overskrift kan rumme – og det eneste jeg ved med sikkerhed ér, at (med)menneskelighed aldrig bør være til forhandling.