Når tilfældighederne råder
Der er øjeblikke på vejen, hvor eventyret ikke råber, men hvisker så sagte, at jeg kun hører det, når jeg tør standse op og lytte, og sådan var det, da jeg i Sahara lod mig føre med af en beduinfamilie, som med en selvfølgelighed der kun findes hos mennesker, der aldrig har kendt andet end ørkenens uendelighed, inviterede mig med derud hvor vejene ophører og stilhed bliver til landskab.
Vi kørte i timevis, uden skyggen af et hus eller et træ, indtil civilisationen for længst lå bag os, og vi nåede deres kamelfarm, et sted der mere føltes som en tidslomme end et geografisk punkt og hvor døgnene gled sammen i en rytme, som ikke kunne måles i ure, men i solens gang og i den sukkersøde te, der blev hældt i små glas så skummet rejste sig som en hyldest til enkelheden.
Ugerne derude var som at træde ud af verden og ind i en anden virkelighed, hvor morgenerne begyndte med det første skær af lys over sandbjergene, hvor kamelernes dybe brummen blandede sig med duften af glødende kul og nybagt brød, og hvor nætterne, når mørket havde lagt sig som et tæppe, var fyldt med stjerner så talrige, at jeg følte mig lille på en måde, der ikke var skræmmende, men virkelig ægte.
Jeg lærte at malke kameler med hænder der først famlede klodset, men siden fandt rytmen, at læse vinden i sandets mønstre og at acceptere, at der ikke fandtes noget “hurtigt” i en verden, der havde levet uden hast i tusinder af år; og i alt dette, i deres tålmodighed, tavse humor og måde at være til stede på uden hastværk eller krav, mærkede jeg, hvordan noget i mig langsomt faldt til ro, som om jeg i stilheden blev mindet om alt det jeg havde båret med mig, uden at vide hvor tungt det vejede.
Det var ikke planlagt eller skrevet ind i nogen rejseplan, men sådan er det med de eventyr, der ender med at sætte sig fast – de begynder som små tilfældigheder, som en invitation jeg ikke kan forklare, hvorfor jeg tog imod og pludselig står jeg dér, under en himmel så stor, at jeg glemmer at trække vejret et øjeblik og tænker, at lige netop her, midt i ingenting, føles det hele mere virkeligt end det har gjort nogen steder før.
