Hijab, niqab & burka

Jeg har altid sagt, at jeg som udgangspunkt ikke er for at forbyde hijab for voksne kvinder, fordi jeg grundlæggende mener, at et frit samfund må kunne rumme selv de valg, jeg finder skadelige, religiøst motiverede eller politisk reaktionære – frihed betyder jo netop også retten til at kunne vælge forkert.

Når det gælder børn og unge under 18, har jeg derimod været klar: dér burde der ikke herske nogen tvivl. Et barn/ung kan – eller skal – ikke give informeret samtykke til et symbol, der er uløseligt forbundet med seksualisering, æresbegreber, kønskontrol og religiøs disciplinering. Derfor har jeg ment – og mener stadig – at hijab på børn bør være forbudt. Alle steder, ikke kun i skolen.

Problemet er bare, at jo mere jeg tænker over det, jo sværere bliver det at fastholde skellet.

For hijaben ændrer ikke karakter, når pigen fylder 18, og den strukturelle tvang ophører ikke, bare fordi vi begynder at kalde hende voksen.

Hijaben er ikke et neutralt stykke stof, der kan adskilles fra sin teologiske og sociale funktion, da den er en synlig markør for et kønnet moralregime, hvor kvindens krop forstås som noget potentielt farligt – noget, der skal dækkes, reguleres og holdes under opsyn.

● “Og sig til de troende kvinder, at de skal sænke deres blikke og værne deres blufærdighed,
og ikke vise deres pryd … og at de skal trække deres slør (khimar) ned over deres bryst.”

● “Sig til de troende kvinder, at de skal trække deres overklædning (jilbab) tættere omkring sig,
så de kan kendes og ikke blive krænket.”

Koranens ord (24:31 og 33:59) handler ikke om mode, identitet eller empowerment, men om regulering af kvinders synlighed for at beskytte den sociale orden. Klassisk tafsir – hos al-Tabari, Ibn Kathir og al-Qurtubi – er entydig: tildækning handler om at reducere fitna – kvinden som fristelse – og om at flytte ansvaret for mandens begær over på kvindens krop. Det er udgangspunktet. Alt andet er lidt lækker vestlig efterrationalisering.

■ ja, der findes uenighed blandt lærde – men kun om graden af dækning – hår, ansigt, hænder – ikke om selve princippet. Der hersker konsensus om, hvorfor kvindens synlighed skal reguleres – det er helt grundlæggende.

Og når hijaben først er gjort til målestok for moral, er “valget” allerede kompromitteret. Der er ikke længere tale om et frit ja, men om et ja, der belønnes – og et nej, der kan straffes med skam, social udstødelse, konflikter i familien, trusler, tab af tilhørsforhold, rygtedannelse og frygten for at blive den, man taler om, når man ikke er i rummet.

I et system, som islam, hvor afvigelse udløser synd, sanktion og social disciplinering, er frivillighed ikke en realitet – det er til gengæld en enormt praktisk sproglig forskydning.

Og det er derfor, romantiseringen af hijaben er så voldsom. For mens vi i Vesten klapper af “stærke kvinder i tørklæde”, lader vi samtidig piger og kvinder betale prisen for et system, vi ikke tør kritisere. Åbenlyst eller nok. Vi beskytter symbolet i stedet for mennesket.

Og det er her, min tvivl bevæger sig i en anden retning, for:

● hvis vi reelt mener, at kvinders frihed ikke må være betinget af religiøse normer
● hvis vi reelt mener, at ligestilling ikke er til forhandling
● hvis vi reelt mener, at social kontrol ikke skal pakkes ind som identitetspolitik,

så bør spørgsmålet være, hvorfor vi bliver ved med at give et kønsregulerende religiøst symbol en særstatus, ingen andre ideologier nyder?

For frihed kan ikke eksistere i teorien, hvis den systematisk ophæves i praksis – et samfund, der i virkeligheden er bange for at beskytte kvinder mod religiøs kontrol, ender ofte med at beskytte kontrollen i stedet for kvinderne.

PS: Hvis der ikke er tvang i dit liv, er det godt for dig. Men din frihed ophæver ikke andres ufrihed
– og et samfund, der kun forsvarer dem, der ér fri, har allerede valgt side.