At skrive sig fri
Jeg troede, jeg skrev en bog, men i virkeligheden skrev jeg mig selv fri.
Da jeg begyndte, var det ikke med en plan eller deadline. Det føltes mere som et pres indefra, som ikke længere kunne holdes tilbage, så jeg skrev, fordi ordene truede med at sprænge mit bryst, og fordi alt det, jeg havde tiet med, begyndte at larme.
Der var ingen skriveproces i klassisk forstand – ingen faste tider med en disciplineret kaffekop klokken otte hver morgen. Der var bare mig og en Land Rover Defender parkeret på en bjergside, et slidt tastatur og et hjerte, der ikke længere kunne finde hvile i det der var. Så jeg skrev i skyggen af mine traumer, med regnen der buldrede på taget og i det vakuum der opstår, når man først har mistet alt, og derfor ikke længere har noget at miste.
Bogen voksede, som jeg selv gjorde. Nogle dage skrev jeg i raseri, andre i stilhed. Jeg slettede hele kapitler, fordi jeg ikke kunne bære at læse dem igen og jeg græd over passager, jeg troede, jeg var færdig med at føle. Jeg skrev med ar mere end med æstetik og jeg skrev for at forstå – og oftest for blot at kunne trække vejret.
Det sværeste var i virkeligheden ikke at skrive om alt det, der gjorde ondt – men at lade det stå, uden at forklare det væk. At turde lade vreden være ærlig og at nægte at glatte sproget ud for at gøre det mere spiseligt. For jeg har engang levet i et system, hvor kvinder, fra de er ganske små, lærer at pakke sig ind, så verden ikke bliver utilpas over dem.
Fordi tavshed dræber blev mit modsvar til alt dét.
For jeg har skrevet den bog, jeg selv havde så meget brug for at læse, dengang jeg stadig troede, at det bare var mig, der ikke kunne finde ud af at være kvinde nok, troende eller lydig nok. Jeg skrev for alle de stemmer, der aldrig fik ord og for dem, der stadig tier, fordi de ved, hvad det koster at tale.
Processen har ikke været smuk. Den har været beskidt, insisterende og fuldkomment kompromisløs. Men den har været virkelig virkelig og måske er det dét, litteraturen bør være: et sted, hvor vi ikke pynter på det levede, men tør stå i det der nu engang ér. Og det er sådan jeg har det i dag, det føles mere som et åbent sår, der endelig får lov at ånde, end som en færdig bog. Som en konsekvens men også en begyndelse.
Og måske er det dét, der i virkeligheden er friheden?
